Skolefritidsordningen

Skolefritidsordningen er en integreret del af Kærhuset - skolens afdeling for de tre yngste skoleårgange. Siden august 2000 har pædagogerne og lærerne i Kærhuset arbejdet i teams omkring 6 aldersblandede børnegrupper, hvor grænserne mellem undervisning, leg og fritidsaktiviteter i mange tilfælde er usynlige for børnene. Læs mere om Præstemarkskolens indskoling her .

Åbning

På skoledage er Kærhus åben fra 6.30 for alle børn, der er tilmeldt skolefritidsordningen. Skolefritidsordningen holder åben fra 6.30 – 17.00. Fredage lukker SFO dog kl. 16.30.
I forbindelse med skolefridage vil I blive spurgt, om jeres barn kommer eller holder fri.
Der er mulighed for at få morgenmad i tidsrummet 6.30 – 7.30, hvis man ikke nåede det hjemmefra.
Frokost spises kl. 10.50 og efterfølges af en pause, hvor børnene har mulighed for at lege. Børnene i Kærhuset kan købe mad i skoleboden.
Skolemælk udleveres efter bestilling. På skolefridage er der ingen mælk.

Skoleferier

SFO er åben i langt de fleste uger og dage, hvor skolen ellers er lukket. Dog foregår pasningen i uge 29-30 samt i dagene mellem jul og nytår og dagen efter Kr. Himmelfartsdag fælles for de 4 skoler i Hinnerup området. Der er aftalt en plan for denne pasning, således at den i 2008 varetages af Præstemarkskolens SFO og derefter går på skift til Rønbækskolen i 2009, Haldum-Hinnerup skolen i 2010 og Korsholm Skole i 2011.

Afhentning

Vi sender gerne jeres barn hjem eller til børnehaven på hele og halve klokkeslæt. Vi har mange børn og kan derfor hurtigt komme til at bruge meget tid på at sende børn, hvis vi skal sende hver femte minut. Det er af samme årsag, vi siger, at I selv skal hente jeres barn, hvis I kommer til vendepladsen på Kvottrupvej. Når I henter barnet, er det vigtigt, at barnet eller I får sagt farvel til en medarbejder fra gruppen. Kan det ikke lade sig gøre, så til en voksen i huset. Det er den eneste måde, vi kan vide, om barnet er gået.

Kærhus er et stort hus, og børnene må være over det hele, så vi kan derfor ikke altid vide, hvor barnet er, hvis I spørger.

Fridage

Hvis jeres barn holder fri på almindelige skoledage, er det vigtigt, at vi får besked om dette. Det er også nødvendigt at give besked, om at I har inviteret til børnefødselsdag, og hvilke børn der skal med. Det kan have stor betydning for planlægningen af aktiviteter.

Eftermiddagsmad

Børnene spiser eftermiddagsmad hver dag kl. 15. Maden skal medbringes hjemmefra

Hvad må dit barn

Kort efter skoleårets start vil I modtage et spørgeskema om forhold, det er vigtigt, at vi ved besked med. Bl.a. sende/hente tider, hvad må jeres barn af praktiske ting. Jeres barn må ikke selv gå hjem uden en skriftlig eller mundtlig tilladelse fra forældrene.

Oprydning

Børnene skal rydde op, når de er færdige med en leg eller et spil. Det gælder også, når de skal hjem, det er vigtigt, at forældrene er med til at fastholde børnene i at få det gjort.

Svømning

Hver 2. mandag er der svømning i Hinnerupbadet for de børn, der har lyst. Vi tager lokalbussen kl. 13.00 og er hjemme omkring kl. 15.45 - 16.00. Husk at have badetøj og håndklæde med, ellers kan man ikke komme med til svømning.

Skiftetøj / ekstra tøj

Kærhus har ikke noget skiftetøj. Derfor er det nødvendigt, at jeres barn selv har noget med. Alle børn har en kasse til tøjet i garderoben ved barnets gruppelokale.

Skiftesko

Ved hvert grupperum er der en garderobe, der bruges til overtøj og udendørs fodtøj. Det er godt for børnene, at de altid har skiftesko med. Gummistøvler må ikke bruges indendørs. I vinterhalvåret fra efterårsferien og til påskeferien skal børnene skifte fodtøj, når de kommer ind. Resten af året skifter de fodtøj efter vejret. Der skal være navn i fodtøjet, det vil lette børnene og os i at finde de rette sko.

Aktiviteter i SFO

Da vi lægger vægt på, at det er børnenes fritid, vi arbejder med, tager vi udgangspunkt i, hvad børnene selv ønsker og interesserer sig for. På den måde søger vi at støtte dem i fantasi, udfoldelse og udvikling. Desuden prøver vi at friste dem med forskellige aktiviteter, hvor initiativet kommer fra den voksne.

Daglig kommunikation

Vi forsøger at holde antallet af sedler på et minimum. Derfor vil de fleste beskeder blive sendt via ForældreIntra, der naturligvis også meget gerne må benyttes til at sende beskeder til SFO og skolens personale.

Telefontider

Børnene må benytte telefonen mellem kl. 13 og 14 for at lave legeaftaler. Der vil ofte være en medarbejder i Kærhus, som kan tage telefonen om formiddagen, men i tidsrummet mellem 15.00 – 15.30 bedes I så vidt muligt undlade at ringe. På det tidspunkt spiser vi eftermiddagsmad, og telefonen er derfor meget forstyrrende for både børn og voksne.
Vi sender ikke børn hjem efter en telefonbesked.

Udmeldelse

Udmeldelse skal ske ved henvendelse til skole og SFO.
Udmeldelse fra SFO kan ske til hver den 1. eller 15. i måneden. Udmeldelse skal ske med 1 måneds varsel.
Der kan ikke foretages udmeldelse i mindre end 3 måneder i forbindelse med orlov.